Du er her:
Mottaker: FREDRIKA LIMNELL
Datering:[24. desember 1870]
Sted: DRESDEN
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om brevet
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om brevene
 
 
Dresden, i December 1870. –
Til Fru Fredrika Limnell!
Ja, jeg ​frister det idag,
jeg, som ved ​min tausheds længde,
tvert mod alle løfters mængde,
frygter, jeg har tabt min sag, –
jeg, som foer fra landet, bunden
af en ​takskyld uden lige,
gæsted ​Faraonens rige,
løfted ​Isis-slørets flige, –
og til dato kunde svige,
hvad med hånden og med munden
jeg på ​«Lyran» sidste kvelden
både loved og besvor, –
nemlig: med et skrevet ord
at betale lidt på gælden.
 
 
Tør jeg? Har jeg endnu ret?
Ak, ​Gud-nå’s, hvem spør om retten?
​Nu omstunder skilles tretten
af et magtsprog ret og slet.
Altså, kort og godt: jeg vil;
men på anti-preussisk måde, –
ej i kraft af ​ret for nåde.
Vær mig stumme flygtning mild!
Her jeg lever på en vis,
​som de lever i Paris.
Svære tyske ​floskelhelte,
som med vold vil verden vælte,
pral og skrål og flag på stang,
​«Wacht am Rhein», som kaldes sang, –
det er mit ​cernerings-belte.
De kan tro at mangen gang
kendes kredsen krap og trang.
Ølhus-snak, politisering,
er min ​køterstegs servering;
og i ​stadsavisens spalter,
hvor den tyske verskunst halter,
diskes op den kost, mig gotter,
som en ​fransk ragout af rotter.
 
 
Værre dog, når genlyds-toner
fra vort Nord hid over slår;
når mit håb mod lys og vår
skydes ned af ​plebs-kanoner;
når i råheds-kravet hviner
fremtids himmelsprængte miner,
og jeg ​våbenstækket står
på en brusten drøms ruiner. –
Altså er, for ej at lyve,
nøden det, som nu mig drev
til at sende Dem et brev, –
og jeg lar ballonen flyve.
​Duer har jeg ingen af;
duer er jo håbets fugle,
og i denne klamme grav
bygger bare ​ravn og ugle.
Men per ravn, per ugle skikke
brev til damer, duger ikke.
Nu da – som De ved, ifjor,
dengang ​Mälar-himlen mulned,
frosten skar og løvet gulned,
ned til ​Deltas ​vang jeg foer.
Der var sol og sommerdage.
Lyset slog med blink tilbage,
 
 
som hos os en bræ fra fjorden.
Palmelunden, ​sykomoren
skygged blågrøn over jorden;
Beduinen og hans mage,
båren højt på dromedaren,
så vi gennem ørknen drage.
Første gang en uerfaren
nordbo så det, skreg han studsende:
Mine herrer, ser De strudsene?
Fra Cairo opad Nilen
fløj vi på ​«Ferus» som pilen,
gæsted ​Cheops-pyramiden,
hvor ​Napoleon proklamerte,
medens ​sfinxen mediterte
både før og da og siden.
​Beni Hassans kongegrave
krøb vi ind i på vor mave.
Seklerne har hærget stygt dem;
hver en tidsberegning brister;
kun så meget får man ud, –
​tør man tro egyptologer, –
og, ej sandt, vi tror jo trygt dem –?
de blev til i fortids tåger,
dengang Farao var gud
og herr ​Potifar minister, –
 
 
samt at herr ministrens svoger,
Josef Jakobsen, har bygt dem.
​Memnonstøtten, stenkolossen,
han, De ved, som sang et stykke,
gæsted vi en morgenstund;
men den gamle holdt sin mund.
Det er nu en skaldenykke
fra den tid ​Kambyses dømmende
gik ham efter lidt i sømmene,
og måske for ubehændigt
​recenserte ham indvendigt.
Sligt gør mangen sanger frossen,
og så svigter mælet ​tossen.
Men så er beundrings-stolen
vederlag for sang mod solen.
Sådan gubben Memnon troner
på sit ry for brustne toner,
​stryger ind tributens mynt,
gir i al sin oldtidspynt
audiens, ej blot til stormænd,
men sågar til ​norske Normænd,
som min ringhed og ​Peer Gynt.
Dog, hvem mægter gøre rede
for en 6–7 ugers drøm?
Derfor beder jeg Dem, tag
 
 
disse løse pennedrag
fra min færd i lys og hede
opad ​krokodillens strøm.
Gal mands værk at spilde ord
på vort ​pascha-liv ombord
i de fire ​Noæh arker; –
vi var fire, skal De vide, –
og desuden to par ​barker
for ​et genus, kaldt det blide.
I «Ferus» var sat på foer
​bjørne tre fra gamle Nord,
elve haner af de franske,
fire hingster, – de var spanske,
lutter fyr- og flamme-foler,
drevne stærkt i ​kaprioler
og med gester som ​El Ol’er.
Tar vi med vor skibsbetjening,
fandtes efter fælles mening
flere dyr af slægten: asen.
​Et slags buk fra Schweitzerlandet,
​et amfibium af racen,
der skal bo «lidt under vandet», –
samt naturligvis en skok
​olden- eller old-germanske
vildsvin, næsten ganske tamme,
og, som afart af de samme,
et par militære rovdyr;
 
 
et ​entrüstungs-fæigt skovdyr;
et af de brasilianske
​bogmøl og en hel hob smådyr
under fællesnavnet rådyr;
​item –, nej, nu er det nok!
Tænk Dem så, når ​dragomanen,
snart mod øst og snart mod vest,
førte hele karavanen
til ​en oldtids kæmpe-rest.
Over ørknens gule slette
fløj vi som på vinger lette,
skønt i virkligheden toget
gik til æsels, og tildels,
for de kække, til kamels.
Hvilken jubel, hvilken broget
stim og stimmel i vor barne-
glade flok! ​Hin uerfarne
strudse-seer var den eneste,
som for skydsen gjorde styr,
råbte: Æsler! Er det dyr
for en mand i pressens tjeneste!
Jeg vil hae en rigtig ilhest; –
finds her ingen fuldblods Nilhest?
​Luxor, ​Déndera, ​Sakkara,
​Edfu, ​Assuan og ​Phile
 
 
vil i fart forbi jeg ile
og kun foreløbig hvile
ved en skildring fra Sahara.
De har sikkert engang hørt
at når karavanen rykker
gennem ørkenhavets bølger,
sandets flom, af ​samum ført,
viser frem hvad dybet dølger, –
og den ser ​stillebens-stykker.
Eller rettere, den vader
gennem endeløse gader,
hvor den levende natur
har med døden sig forenet,
og i tiden sig forstenet
til en vild arkitektur.
Ribben, ryggehvirvler, knokler,
rager op som søjlesokler;
hjerneskaller af kameler
er de faldne ​kapiteler;
tænders gule, gisne rader
er balkongers ​balustrader;
fingre, som ivejret vimser,
er de brustne ​loftgesimser,
og som ​mølne ridderfaner
svajer pjalter af ​kaftaner.
 
 
Tænk Dem så det hele billed,
dirrende i sol og stilhed,
vokse, vokse, fylde fange,
højnes, højnes tusend gange;
tænk Dem denne gravens verden,
som en oldtids karavane
brat forstenet på sin bane, –
og De har Egypter-færden.
Ja, så er det. I en tidens
morgenstund drog ud et tog;
prester forrest med sin videns
hieroglyfbeskrevne bog;
gudekonger, kongeguder,
red henover seklers vidder; –
​Isis og Osiris sidder
i sin stumheds pragt og luder
på de høje sadelpuder;
​Horus, ​Hathor, ​Thme og ​Ptah,
​Amon Re og ​Amon Ra,
kaster glans til alle sider,
der de midt i skaren skrider;
​Apis med den gyldne pande
ledes langsmed flodens vande
fulgt af slavers millioner, –
og hvor følget slår sin lejr
 
 
rejses sfinxer og ​pyloner.
Over grav og over sejr
mindetavler, ​obelisker
står i billedskrift og hvisker;
tusend templers søjlerader
pæler karavanens gader;
tusend pyramiders belte
er dens efterladte telte.
Se, da kom et ​pust fra nord,
steg til storm på ørkenhavet,
pisked karavanens spor.
Prester tumled, konger raved,
hele guder sank i grus;
Faraonen og hans hus
lå i glemsels sand begravet.
Der, hvor sværmen frem var dragen,
faldt den livløs, stum og stur; –
tusend år i sarkofagen,
gemt for lyset og for dagen,
mumien lig i svøbets bur,
smuldred bort en dømt og slagen
fire tusend års kultur.
Denne karavanes rester
var det, vi, ​Khedivens gæster,
drog forbi til Nubiens grænse.
 
 
​ ​Fellah-flokken så vi lænse
ørkenbølgen om Abydos,
og lidt længer op mod syd os
mødte ​Karnaks skog af sokler
som en urtids kæmpeknokler.
​Rhameseums kapitæler
lå som skaller af kameler.
Luxors hal med hundred søjler,
slavers arme lig i bøjler,
vidned stumt om stormens stund i
et ​«sic transit gloria mundi!»
Dette billed har mig fulgt,
hvor jeg siden gik i landene;
og som ​ånden over vandene
aned jeg en mening dulgt.
​Thor i juleskreden tuder
forrest i det vilde lag;
Grækerfolkets faldne guder
lever jo den dag idag.
​Zeus bor end på Kapitol,
hist som «tonans», her som «stator».
Men Egyptens livs-idol?
Hvor er Horus? Hvor er Hathor?
Intet mærke, intet minde;
ej en sagnstump er at finde.
 
 
Svaret ligger ganske nær.
Hvor ​personligheden mangler,
hvor ej formen i sig bær
hadet, harmen, jublen, glæden,
pulsens slag og blodets skær,
der er hele herligheden
kun en benrads tørre rangler.
Hvor er ikke ​Juno sand,
bleg og høj i vredens brand,
når hun gubben overrasker?
Hvor er ikke ​Mars en mand –
under garnets gyldne masker?
Men hvad var Egyptens guder?
Tal i rækker og i ruder.
Hvad var deres kald i livet?
Blot og bart at være til;
sidde malet, ​strammet, stivet,
på en stol ved altrets ild,
En fik ​høgenæb at bære,
og en anden ​strudsefjære;
en var gud for dag og nat,
en for dit og en for dat; –
ingen fik det kald at leve,
ingen det at synde, famle,
og af synden sig at hæve.
Derfor ligger nu det gamle
 
 
fire tusend års ​Egypten
som et navnløst lig i krypten. –
Ser De vel, min kære frue, –
i ​belejrings-ringen spændt
lukker jeg min lune stue
for at leve indadvendt.
Ude flyver fra mig trøsten,
som en flytfugl-flok om høsten;
men med øjet mod det indre
ser jeg håbets løvspring tindre.
På begravne karavaner
bygger jeg vor fremtids baner.
Lovfast er jo slægtens gang
ad en evig vindeltrappe;
kredsen blir den samme krappe,
vejen altid lige trang;
viljen blir den samme higende; –
punktet kun bestandig stigende.
Og så står vi nuomstunder
lodret over Faraonen.
Atter er ​kong Gud på tronen,
atter flyder bort personen
i et mylr, som kaver, stunder,
bryder, bygger, grubler, grunder
 
 
rundt omkring og nedenunder.
Atter rejses pyramiden,
som produkt af hele tiden;
atter svulmer alle årer,
atter flyder blod og tårer
for at verden stort skal se
​kongegudens Mausolé.
Det er samtids-karavanen
med sin Hathor, med sin Horus,
og, for alting, med sit ​chorus,
der i blinde ​svær til fanen.
Hvilke storværk bygges ej
langs den lige sejers-vej!
Hvilken magt i folkestormen!
Hvor egyptisk hver og en
fuger ind sin lille sten
på dens plads i helheds-formen!
Hvor uklandrelig er tegningen,
og hvor sikker er beregningen!
Ja, i sandhed, det er stort; –
stort, så verden står og gaber.
og dog dirrer der ​et «aber»
midt i gabets åbne port.
Tvivlen kommer lindt til orde:
Er det rigtig stort, det store?
 
 
Ja, hvad gør vel stort et værk?
Ikke værkets store følger, –
men personen, klar og stærk,
som i værkets ånd sig dølger.
Godt! Men nu ​Germanner-skaren
på sin stormgang mod Paris?
Hvem står hel og klar i faren;
hvem bær enligt sejrens pris?
Når slog ud i glans personen,
så at millioners munde
bar ham hjemmet rundt i sang?
​ Regimentet, ​eskadronen,
​staben, – anonymt spionen –
koblets slupne flok af hunde
sporer vildtet på dets gang.
Derfor ved jeg, glorien svigter.
Denne jagt får ingen digter;
og kun det kan evigt leve,
som en digters sang kan hæve.
Tænk på ​Gustaf Adolf bare,
forrest i sin svenske skare;
husk ​den fangne mand i Bender, –
​Peder Wessel på ​fregatten,
​som et lyn i mørke natten;
tænk på ​Dybbøls sejge helte; –
 
 
over dem sig mindet spænder,
som et kor, der høres vælte
sine tonebølgers belte,
under klap af tusend hænder,
fra en vårfests smykte telte.
Og så tænk Dem dagens mænd, –
disse ​Fritzer, Blumenthaler,
og de andre generaler
nummer den og nummer den!
Under ​Preussens dødning-farver,
sorgens sorte-hvide klud,
bryder dådens lodne larver
ej, som sangens ​fjæril, ud.
De kan sagtens silke spinde
til en tid, men dør derinde.
Just i sejren bor forliset;
Preusens sværd blir Preuser-riset.
Aldrig svulmer der en løftning
af et regnestykkes drøftning.
Intet dåds-digt lar sig tolke
fra den stund af, da en folke-
rejsning, skønhedsfyldt og fri,
blev et stål-maskineri,
spækket ud med sværd og dolke, –
fra den stund, da herr ​von Moltke
myrded kampens poesi.
 
 
Så ​dæmonisk er den magt,
som fik verdens gang at råde:
​sfinxen på sin visdoms vagt
dødes af sin egen gåde.
​Ziffer-sejren får sin dom.
Øjeblikkets blæst slår om;
lig en storm på ørken-sletten
vil den fælde afguds-ætten;
Bismark og de andre gubber
vil, som Memnons søjle-stubber,
sidde ​sprød på saga-stolen
​uden sang mod morgensolen. – –
Men som vi, Khedivens gæster,
efter færden blandt de døde,
under lys og klang af fester
drog en nyfødt tid imøde, –
ja, som vi, med flag på stang,
under verdens-korets sang
fejred hist kanalens åbning,
og som vi fra Suez’ strand
fik et glimt af ​løftets land, –
så vil åndens livs-forhåbning,
ad det vordendes kanaler,
i et verdens festtogs-møde,
 
 
under ​hymner og ​choraler,
under skønheds-lampers brand,
styre frem til morgenrøde
på sejlads mod løftets land.
Thi mod skønhed hungrer tiden.
Men det ved ej Bismarks viden.
Skal vi med til festen, frue?
Ja, hvem ved når budets due
bringer kortet. Vi får se.
Indtil da jeg i min stue
går med ​handsker af glacé;
indtil da jeg søger fredning,
digter fornemt på ​velin; –
det vil ærgre slægt og slæng, –
jeg blir sagtens skældt for hedning;
men jeg har en skræk for sværmen,
vil ej stænkes til af bærmen,
vil forvente tidens nærmen
i ​en pletfri bryllupsklædning.
Og med disse ord, farvel!
Flyv, ballon! På farten held!
Luften er en digters rige; –
styr mod nord, og sænk dig lige
ned på ​Mælarstadens strande; –
 
 
​ der er fuldt så nemt at lande,
som på Telemarkens fjeld!
​Alfen i gondolen spanker.
Gid nu snart mig bud blir bragt,
at han med sin lette fragt –
lette vers og lette tanker –
har på ​Norrmalm kastet anker!
Henrik Ibsen.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her